Refleks
Hartvigsen & Hein Rygcenteret
Lisbeth behandling

 

På Hartvigsen & Hein Rygcenteret lægger vi vægt på kommunikation og samarbejde. Rygcenteret har de senere år kraftigt udbygget samarbejdet med byens læger. Dette betyder ofte kortere og bedre koordinerede behandlingsforløb.

Hvis du anbefaler, at en person søger hjælp hos os, laver vi en skriftlig tilbagemelding via Edifact. Vi benytter ICPC-2-DK diagnoser og laver en kort og relevant beskrivelse af forløbet samt vores anbefalinger til patienten vedrørende behandling, træning og andre relevante tiltag. Er der behov for yderligere udredning, beskrives dette også, med mindre det er mere relevant med telefonisk kontakt.

Pr. 1. januar 2014 er der aftalt et struktureret forløb for patienter med akut lumbal diskusprolaps ifm. overenskomstforhandlingerne mellem Dansk Kiropraktor Forening og Regionernes Lønnings- og Takstnævn. Den sikrer en ensartethed i udredning og behandling af prolapspatienter på landsplan og indebærer brug af bestemte ydelser på bestemte tidspunkter i forløbet samt fastlagte tilbagemeldinger til egen læge. Forløbet adskiller sig ikke fra den måde, hvorpå prolapspatienter altid er blevet håndteret hos Hartvigsen & Hein. Læs mere om prolapspakken her.

En skriftlig henvisning er ikke nødvendig, når en patient anbefales at søge kiropraktisk behandling. Henvises der til fysioterapi på Rygcenteret, kan henvisningen lægges ud på Refhost, hvorfra vi henter den.  Er der forhold, der er relevante for patientens behandling så som f.eks. foretaget billeddiagnostik, blodprøver, andre undersøgelser eller behandling kan information om dette sendes som speciallægeepikrise til vores EAN-nr. 5790000226290. Øvrig information om Rygcenteret kan findes på Visinfo.

Vi har ligeledes et frugtbart samarbejde med flere af byens fysioterapeuter, sundhedsplejersker, massører og zoneterapeuter.

God kommunikation skaber tryghed og sammenhæng i ethvert behandlingsforløb