Indledning
Der findes ingen nedre aldersgrænse for, hvornår en person kan modtage kiropraktisk behandling. Også børn kan have problemer, der relaterer til led og muskler, forskellen er blot, at symptomerne ikke altid kommer til udtryk på samme vis hos børn som hos voksne. Behandling af børn er tilpasset barnets alder og fysik – fra spæd til de større børn. Udover behandling vil du som forælder modtage rådgivning om, hvordan du kan hjælpe med at forebygge, at problemet kommer igen, og måske bliver I instrueret i at lave nogle enkle øvelser, som er tilpasset barnets alder.
Hos spædbørn er det hyppigste symptom, der får forældre til at opsøge en kiropraktor, at barnet græder meget (se spædbarnskolik nedenfor). Hos lidt større børn ser vi ofte besvær med at sidde, kravle, stå og gå eller anden motorisk hæmning. Hos skolebørnene har nye danske undersøgelser vist, at en betydelig del lider af hyppige smerter fra ryggen, nakken og hovedet. Det kan vi genkende fra klinikken, hvor netop skolebørn udgør en stigende del af vores patienter. Vi har særdeles gode resultater med rådgivning og behandling af disse børn, og vi følger den nye forskning indenfor børnebehandling tæt, så vi til enhver tid kan give den bedste behandling.
Dansk Selskab for Kiropraktik har en fokusgruppe i pædiatri, som Tina har været medlem af i 5 år. I den årrække udarbejdede gruppen bl.a. folderen Børn og Kiropraktik, der beskriver forskellige problemstillinger for forskellige aldersgrupper, som potentielt kan afhjælpes med kiropraktisk behandling og rådgivning.
Spædbarnskolik
Kolik defineres sædvanligvis ved, at et ellers rask og velernæret spædbarn græder mindst 3 timer om dagen i mindst 3 dage om ugen og i mindst 3 uger.
Der er dog mange grader af kolik og koliklignende symptomer, hvor barnet græder utrøsteligt, krummer sammen og strækker sig ud som en flitsbue og i det hele taget er motorisk uroligt og svært at få til at hvile og sove. Det har i mange år været en udbredt myte, at disse børn græder meget, fordi de har problemer i deres tarmsystem. Nyere forskning tyder nemlig på, at tarmene ikke kan være den eneste årsag til generne, og mange mener i dag, at smerter og gener fra led og muskler spiller en betydelig rolle. Derfor kan det ved koliksymptomer hos spædbørn være relevant, at barnet bliver undersøgt af en kiropraktor. Ud over koliksymptomer er klassiske tegn på led- og muskelirritation hos små børn, at de helst vil ligge med hovedet til den ene side, hvorved der kan være risiko for at udvikle skævhed af kraniet, eller at de helst ikke vil ligge på enten ryg eller mave.
Vi har i årene 2015-2019 været med i et projekt på Syddansk Universitet, hvor effekten af kiropraktisk behandling for spædbarnskolik blev undersøgt. Resultaterne viste, at der er størst effekt af kiropraktisk behandling hos de børn, der græder mest.
Læs mere om studiet på Dansk Kiropraktorforenings hjemmeside.
Favoritside af hovedet hos spædbørn
Mange spædbørn har en tilbøjelighed til at ville vende hovedet mere den ene vej end den anden. I den forbindelse kan eller vil barnet måske ikke dreje hovedet bort fra favoritsiden. Hos mange spædbørn er favoritsiden den højre, og det kan være forbundet med en ”banan-form” af kroppen. Hvis barnet ligger for meget med hovedet til den ene side, er der en risiko for, at der dannes en skævhed af kraniet. Når spædbarnet har en favoritside, er det ofte, fordi det er meget spændt i nakken, ryggen og/eller brystet. Disse spændinger stammer højst sandsynligt fra fødslen, hvor barnet udsættes for stor stress. Det gælder især, hvis fødslen har været meget hurtig, har taget meget lang tid, eller hvis der har været brugt sugekop.
Motoriske vanskeligheder hos børn
Når børn har motoriske vanskeligheder, kan det have mange forskellige årsager. Hos nogle børn kan det være, fordi de har så mange spændinger i kroppen, at det forhindrer dem i at bruge deres kroppe bedst muligt. Nogle børn kan endda have ondt i kroppen, men de kan måske ikke udtrykke det på anden måde end ved at bruge deres krop på en anderledes måde. De børn, der har den slags problemer, kan have rigtig god gavn af en få en kombination af behandling og korrekte øvelser og træning.









