Indledning
Børn og unge kan også opleve gener fra led og muskler. Det kan være i forbindelse med leg, sport, vækstperioder, men også ved helt almindelige hverdagsaktiviteter. Symptomerne viser sig nogle gange anderledes hos børn end hos voksne, og derfor tilpasses både undersøgelse og behandling altid barnets alder og udvikling.
Blandt skolebørn og unge er det ikke ualmindeligt med smerter fra ryg, nakke, knæ eller fødder og studier viser, at mange unge oplever tilbagevendende muskel-led smerter. Det genkender vi fra klinikken, hvor børn og unge udgør en betydelig del af vores patienter. De fleste smerter går over igen, men hvis smerterne ikke går over af sig selv, kommer igen eller hæmmer barnet/den unge i at være aktiv, kan det være en god ide at få det undersøgt.
Undersøgelse og behandling er skånsom og tryg og afhængigt af barnets alder og problematik vil forældrene blive inddrages i større eller mindre grad. Håndteringen omfatter grundig information samt relevant behandling. Den manuelle del af behandlingen kan være mange ting, og vil bl.a. afhænge af hvilken problematik der er tale om. Det kan være behandling af muskler i form af forskellige afspændingsteknikker eller tape-anlæggelse. Det kan også være behandling af led i form af forskellige led-frigørende teknikker. Tit og ofte vil det være en kombination af flere ting. Derudover indeholder behandlingen også rådgivning om hvad I selv kan gøre, hvordan generne kan forebygges og hvordan barnet/den unge bedst forholder sig til hverdag og eventuel træning mens smerterne står på.
Vi følger løbende den nyeste forskning inden for børn og unges muskel-led-smerter, så vi kan tilbyde den bedst mulige vurdering og håndtering. Vi er højt specialiserede i at håndtere børn og unge med smerter i muskler og led. Kristina Boe Dissing og Signe Fuglkjær har begge ph.d.-grader, hvor de beskæftigede sig med smerter i muskler og led hos skolebørn.
Vi ser dagligt børn og unge på klinikken, og man er derfor i trygge hænder hos os.
Ryg- og lændesmerter hos børn og unge
Ryg- og lændesmerter er ikke ualmindelige hos børn og unge og skyldes som regel en kombination af smerter fra muskler og led.
Alle børn kan opleve ryg- og lændesmerter, både børn der er lidt aktive og børn der er meget aktive. Der findes med andre ord ikke altid en simpel forklaring på årsagen. Mange børn oplever diffuse, skiftende smerter i ryggen, som typisk varierer afhængigt af hvilke aktiviteter barnet eller den unge har lavet. Behandlingen har fokus på at genskabe normal bevægelighed og give tryghed omkring smerterne og hvad man selv kan gøre mens de står på. Manuel behandling og eventuelle øvelser kan derudover afhjælpe smerterne. De fleste børn kommer hurtigt tilbage til deres normale aktiviteter.
Hold i nakken hos børn
Hold i nakken kan også ramme børn og viser sig typisk som en pludselig smerte eller stivhed, hvor barnet har svært ved at dreje hovedet. Nogle oplever at vågne med det om morgenen, mens andre får det i forbindelse med en pludselig bevægelse. Nogle børn holder hovedet skævt eller undgår bestemte bevægelser for at undgå ubehag. Behandlingen består typisk af blid afspænding og manuel behandling af muskler og/eller led, rolige bevægelser og rådgivning om, hvordan barnet bedst kommer i gang igen uden at provokere smerterne. De fleste børn oplever hurtig lindring, og normal bevægelighed vender som regel tilbage inden for kort tid.
Arkolyse
Arkolyse er en tilstand, hvor der opstår en lille stressrelateret skade i en del af ryghvirvlen, oftest i lænden. Den ses typisk hos unge i vækst, især dem der dyrker sport med gentagne bagoverbøjninger eller rotationer, såsom gymnastik, håndbold eller fodbold. Arkolyse kan ses på røntgenbilleder, som vi kan udføre her hos Hartvigsen og Hein. Symptomerne viser sig ofte som lænderygsmerter, der forværres ved aktivitet og bagoverbøjning. Manuel behandling kan inddrages i forskellige former med henblik på smertelindring og ofte er træning samt midlertidig justering af belastning en del af forløbet.
Hovedpine hos børn
Børn kan også få hovedpine og det ses helt ned i børnehavealderen. Børn reagerer dog ikke altid som voksne og symptombilledet kan være anderledes.
Nogle børn fortæller eksempelvis at de har ondt i maven i stedet for i hovedet, og de kan have svært ved at beskrive hvordan hovedpinen føles og hvor den sidder henne. Der kan være mange årsager til hovedpine hos børn, fx for meget skærm, mangel på væske og dårlig søvn. Det kan dog også skyldes problemer omkring nakke-ryg. Hvis hovedpine opstår ofte eller varer ved over længere tid, vil det være en god ide at få det undersøgt. Hos nogle kan manuel behandling af nakke-ryg og vejledning i øvelser være en hjælp. Vi inddrager altid forældrene i forløbet og har fokus på at skabe tryghed gennem grundig information og konkrete råd til, hvad I selv kan gøre i hverdagen.
Vækstsmerter hos børn (apofysitter)
Hos børn og unge der er i en aktiv vækstperiode, kan muskler og sener irritere vækstzonerne (apofyserne) ved for stor belastning. Apofyserne er det område på knoglerne hvor senen hæfter.
Det kan give smerter der hvor vækstzonerne er – omkring hæl, knæ, fod, hofte og bækken – ofte ved løb, hop og anden sport. De opstår typisk i forskellige alderstrin afhængigt af hvornår er i en vækstperiode.
Behandlingen omfatter afklaring og information om diagnosen, og derudover typisk vejledning i justering af belastning, som eventuelt suppleres af øvelser for at holde kroppen i gang uden at irritere vævet for meget. Apofysitter er tilbagevendende for mange, men man kommer sig oftest uden varige gener. De tre mest almindelige typer af apofysitter er Osgood-Schlatter Syndrom, Sinding-Larsen Syndrom og Severs Syndrom. Læs mere om dem nedenfor.
Osgood-Schlatter (smerter under knæet)
Osgood-Schlatter Syndrom er noget mange børn i alderen 9-14 år oplever. Det skyldes en overbelastning af apofysen (vækstzonen), der sidder under knæskallen. Det giver smerter og lokal ømhed på forsiden af den øvre del af skinnebenet, ofte forværret ved løb, hop eller længere tids aktivitet.
Behandlingen består af afklaring af diagnosen samt en periode med doseret aktivitet, og eventuelt øvelser der styrker musklerne omkring knæet. Tilstanden kan være tilbagevendende og klinger senest af når væksten aftager. Vi har derfor også fokus på tryghed og vejledning i hvordan man reagerer når der måtte opstå et tilbagefald. Det vigtigste fokus i behandlingen er derfor god og tryg belastningsstyring, så barnet/den unge kan komme bedst muligt igennem symptomerne.
Mb. Sinding-Larsen Syndrom
Mb. Sinding-Larsen ses hos børn og unge i alderen 9-14 år, hvor senen over knæskallen bliver irriteret ved det område, hvor den fæster. Det giver ofte ømhed foran på knæet omkring den nedre del af knæskallen, især ved sport, hop eller løb. Tilstanden kan være tilbagevendende, og klinger af når væksten aftager.
Behandlingen består af afklaring af diagnosen samt en periode med doseret aktivitet, og eventuelt øvelser der styrker musklerne omkring knæet. Tilstanden kan være tilbagevendende og klinger senest af når væksten aftager. Vi har derfor også fokus på tryghed og vejledning i hvordan man reagerer når der måtte opstå et tilbagefald. Det vigtigste fokus i behandlingen er derfor god og tryg belastningsstyring, så barnet/den unge kan komme bedst muligt igennem symptomerne.
Severs syndrom (hælsmerter)
Severs Syndrom er noget mange børn i alderen 9-11 år oplever. Det skyldes en overbelastning af apofysen på hælknoglen. Børnene oplever smerter og lokal ømhed omkring hælen, og forværres ofte ved løb og ved hælgang. Behandlingen består af afklaring af diagnosen samt en periode med doseret aktivitet. For nogen kan den bedste løsning være en ”SoleMaids-sål” der aflaster det irriterede område og dermed kan hjælpe barnet med at være fysisk aktiv. Dette tilbydes også hos os.
Træthedsbrud (stressfraktur)
Et træthedsbrud opstår, når en knogle udsættes for gentagen belastning over tid uden tilstrækkelig restitution. Det ses ofte hos aktive børn og unge, især i forbindelse med løb, spring eller intensiv idræt. Smerterne kommer typisk gradvist og forværres ved aktivitet, mens hvile ofte lindrer. Træthedsbrud kan undersøges og bekræftes ved forskellige former for skanninger, som vi her i klinikken kan udføre eller henvise til. Tilstanden kræver en periode med aflastning, så knoglen kan hele. Når smerterne aftager, arbejdes der med gradvis genoptræning og vejledning i belastning, så barnet/den unge trygt kan vende tilbage til aktivitet.
Avulsionsfrakturer
Ved overbelastning kan en lille del af knoglen rive sig løs der hvor sener og ledbånd sidder fast. Smerterne kommer ofte pludseligt og sker typisk for unge idrætsudøvere. Området kan blive ømt og det er svært at belaste området i starten, ligesom nogle oplever hævelse eller begrænset bevægelighed. Behandlingen består som regel af ro i starten og efterfølgende genoptræning, hvor muskler og tryg bevægelse gradvist genopbygges.
Coxit (hoftebetændelse)
Coxit hos børn er en forbigående betændelsestilstand i hofteleddet, som ofte opstår i forbindelse med eller kort tid efter en almindelig virusinfektion et andet sted i kroppen. Symptomerne kan komme relativt pludseligt og barnet kan få smerter i hoften, låret eller knæet samt have besvær med at støtte på benet. Tilstanden er som regel ufarlig og går oftest over af sig selv i løbet af dage til uger. Behandlingen består typisk af ro, aflastning og lette bevægelser, indtil smerterne aftager, hvorefter barnet gradvist kan genoptage normale aktiviteter. Hvis barnet har feber eller mange smerter er det vigtigt at det bliver undersøgt hos egen læge.
Epifysiolyse
Epifysiolyse opstår, når vækstzonen i lårbenshovedet forskydes, typisk hos børn/unge i 10-16-års alderen. Ofte vil der komme gradvist ubehag over uger, som med tiden udvikler sig til smerter, der kan mærkes i hoften, lysken, låret eller knæet. Barnet eller den unge vil ofte have svært ved at støtte på benet og kan opleve nedsat bevægelse i hofteleddet. Tilstanden kræver hurtig vurdering, da eventuel behandling skal ske så tidligt som muligt. Behandling for epifysiolyse foregår ved operation i hospitalsregi, efterfulgt af en periode med aflastning og gradvis genoptræning.









