Vi er SÅ stolte over, at Lisbeth til Dansk Kiropraktorforenings generalforsamling d. 11/11-2023 blev udnævnt til Årets Kiropraktor. Det er en pris, man indstilles til af kolleger, hvorefter alle landets kiropraktorer kan stemme på deres foretrukne kandidat.

Lisbeth har i årenes løb været frontløber inden for mange forskellige områder, og hun har til fulde fortjent denne udnævnelse. Hun er fantastisk – som kollega, behandler, forsker, politiker og som menneske.

Et stort tillykke til Lisbeth!!

 

Indstilling af Lisbeth Hartvigsen, som året kiropraktor 2023

Det er med stor glæde, at vi indstiller Lisbeth Hartvigsen til prisen som Årets Kiropraktor 2023.

Lisbeth har en unik kiropraktorprofil, hvor hun ud over mange års klinisk arbejde og engagement, har opnået en ph.d.-grad og dermed også en forskeruddannelse. Lisbeth har via sin profil formået at bygge bro mellem forskning, formidling og klinisk praksis.

Som praktiserende kiropraktor har hun udvist hengivenhed, professionalisme og dedikation til gavn for patienter, samarbejdspartnere og standen. Hun har udviklet en succesfuld og moderne praksis, hvor hun sammen med sine partnere har formået at udvikle sig i takt med tiden og fagligheden.

Lisbeth er altid villig til at yde en ekstra indsats for at udvikle og gennemføre diverse projekter. De bedste kliniske forskningsprojekter udføres i samarbejde mellem forskere, klinikere og patienter, og Lisbeth har gennem årene velvilligt involveret sine patienter og kolleger i deltagelsen i et utal af forskningsprojekter. Lisbeth har altid været foregangskvinde, når det har drejet sig om implementering af nye ting i praksis. Om det så drejer sig om overgang til elektronisk patientjournal (hendes kliniknr. hos ClinicCare var nr. 1), brug af pakkeforløb eller overgang til KirCACS som stor klinik, er Lisbeth gået forrest.

Som forsker har hun aktivt deltaget i undervisning og konferencer, med udbredelse af evidensbaseret viden inden for bevægeapparatsområdet. Hun har undervist kiropraktorer, fysioterapeuter og læger inden for emner som kiropraktik, ortopædi, klinisk undersøgelse og behandling af patienter med rygproblemer.

Lisbeth har også været medlem af akkrediteringsnævnet, Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (IKAS). Hun har arbejdet som konsulent for Region Syddanmark i 12 år med fokus på patienter med rygsmerter, kvalitetsudvikling i praksissektoren og samarbejde mellem praktiserende kiropraktorer, praktiserende læger og sygehuse. Sidst, men ikke mindst, har hun i de seneste år dedikeret sig til den mere brede indsats i sit arbejde med forløbsprogrammet for ryglidelser i Region Syddanmark. I dette arbejde har hun vist enorm arbejdskapacitet og vedholdenhed, samt evnen til omhyggelig planlægning, ekspertise og koordination af en faglig og organisatorisk kompleks opgave. Desuden er det lykkedes hende, som noget nyt, at inddrage forskningsmiljøet direkte i arbejdet med forløbsprogrammet. Det har ikke altid været et let arbejde at manøvrere imellem forskellige faggrupper, og Lisbeth har til tider måtte tage nogle store slag på vores professions vegne.

Ud over alt dette er Lisbeth en fantastisk kollega, altid venlig og imødekommende, når man henvender sig med spørgsmål af klinisk eller projektrelateret karakter. Lisbeths høje faglighed er anerkendt og respekteret af kolleger, og hun er et fagligt fyrtårn for kiropraktorfaget.

Vi er overbeviste om, at Lisbeth ikke kun er en dygtig og engageret kiropraktor, men også en person, der inspirerer andre til at forfølge excellence inden for vores fælles fag. At tildele hende prisen som Årets Kiropraktor vil være en passende anerkendelse af hendes betydelige bidrag til rygsundheden og vores fag.

 

Med ydmyge kollegiale hilsner
Mikael Busse, Mikkel Brunsgaard Konner, Rikke Kruger Jensen, Søren F. O´Neill, Alice Kongsted